Debatindlæg bragt på Finans.dk af Katrine Rohde, CEO i LSV Group
Vi kender curlingforældre, der fejer vejen ren for deres ønskebørn. Desværre breder tendensen sig til vores arbejdspladser, hvor ansatte og ledere i stigende grad vil snakke søvnvaner, kost og stress i stedet for de konkrete arbejdsopgaver. Og det koster dyrt.
Danmarks vækst bløder som følge af en elendig produktivitet, der har givet os en bundplacering i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Kun Spanien og Italien har en ringere produktivitet end os. Med den viden mener jeg, at det er på tide, at vi tager de kritiske briller på og gransker vores arbejdskultur.
I mine 15 år som optimeringsekspert har jeg observeret en skræmmende tendens: Flere og flere ledere udøver i stigende grad det, som man kan kalde curlingledelse. Det er en moderne ledelsesstil, som sætter medarbejderpleje og individet i fokus på en overdreven måde, så vores arbejdsfællesskab sættes ud af spil.
Men hvad er de operationelle konsekvenser af denne ledelsesadfærd for drift og ledelse af virksomheder? Tre ting.
1. Ødelagte ledere
Jeg har i mit arbejde som konsulent nu observeret flere store arbejdspladser, hvor det er blevet okay, at lederen bliver en del af medarbejderens privatliv. Det betyder, at alt for mange ledere bruger alt for meget energi på at tage stilling til medarbejdernes private udfordringer og navigere efter det.
Faktum er, at det burde være medarbejderen, der navigerede efter både lederen og i sidste ende virksomhedens behov. Det blev de ansat til, og det bliver de betalt for. Det er min klare påstand, at der forventes mere og mere af en leder – en leder skal ikke kun lede og fordele, men jeg har også set grelle eksempler på, hvordan en leder ofte skal omstille sig til at næsten at være terapeut, socialrådgiver og børnepasser.
Fx viste en undersøgelse fra Lederne, at hver femte leder har følt sig stresset eller meget stresset inden for de seneste to uger. I en ældre rapport fra 2002, der ser på stressårsagerne, foretaget af bl.a. Ledernes Hovedorganisation og Hillerød Sygehus, fremhæves det, at uklarhed i lederrollen og modsætningsfulde krav er et stort problem for ledere.
»Rollekonflikter i arbejdet ses ofte sammen med forekomsten af adfærdsmæssige stress-symptomer«, lyder det i rapporten. For mig er det dokumentation for, at erhvervslivet må arbejde på at skabe en ledelseskultur, der er klart defineret – og hvor privatliv og arbejdsliv holdes skarpt adskilt.
2. For dyre ledere
Jeg har ikke noget imod, at medarbejdere og ledere, der yder en stor indsats bliver honoreret. Problemet er bare, at ledere ikke skaber den værdi og overskud, som de skal – hvis de skal bruge deres tid på krævende medarbejdere og deres privatliv. Det sænker kort sagt produktiviteten i de danske virksomheder og skævrider den reelle lederløn.
3. Ledere uden magt
Curlingledelse udvisker grænserne mellem ledere og medarbejdere – og dermed er der en risiko for, at medarbejderens respekt, for lederen og lederens anvisninger, forsvinder. Det gør, at lederen reelt set står uden magt. Jo mere der bliver talt om privatlivet i arbejdstiden, des mindre fylder arbejdssproget, som i sidste ende gavner virksomheden, da både medarbejder og leder har mere fokus på dennes behov.
Jeg er godt klar over, at en masse virksomheder, ledere og medarbejdere er dybt seriøse omkring deres arbejdsplads og gør et fremragende stykke arbejde. Men vi har et indiskutabelt problem med vores produktivitet, og jeg kan ikke se anden løsning end at tage en kritisk diskussion om, hvor meget tid både ledere og medarbejdere reelt bruger på at arbejde, når de er på arbejde.